Menu
Forrige artikel

Skibe og søfart i Danmarks oldtid

Kategori: Bøger
Visninger: 1127

 

Af Christian Adamsen

Forlaget Turbine, som holder til i Aarhus, har besluttet at lancere en ny serie af bøger om dansk oldtid. Niveauet skal være højt, tilgængeligheden i øjenhøjde med den alment interesserede læser, illustrationerne indbydende. På den måde lægger initiativet sig i halen af en århundredlang dansk tradition for let forståelig, faktabaseret formidling om dansk arkæologi. Solide fonde har stillet sig bag. Eksperter er udvalgt, en kompetent styregruppe styrer, korrekturlæsere er tilknyttet, fagfællebedømmelse er sket. En snes titler er påtænkt. Man kan næppe ønske sig mere eller bedre.

Et sådant initiativ må naturligvis hilses velkommen. Det nævnes ikke, men måske er der hentet inspiration i England, hvor man har hele tre forskellige længere serier af lignende karakter: Shire Archaeology, the English Heritage series samt en bogserie udgivet af forlaget Tempus. Også i Tyskland og Frankrig m.fl. findes sammenlignelige bøger. I virkeligheden har der flere gange tidligere været drøftet tilløb til en lignende dansk bogserie, men de er ikke blevet til noget. Men nu sker det endelig, og tak for det.

Det første bind foreligger nu, det er Morten Ravns bog Skibe og søfart i Danmarks oldtid. Ravn er forhistorisk arkæolog og inspektør ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som tidligere bar navnet Vikingeskibshallen, inspireret af den store og fredede bygning i den særegne stilart, som går under navnet brutalisme. Det har været rammen om et solidt forsknings- og formidlingsmæssigt miljø gennem adskillige år; her var været museum, en afdeling af Nationalmuseet og i en årrække tillige et forskningscenter, og de tre elementer har fungeret symbiotisk. Med forskellige frihedsgrader hvert sted, som Ole Crumlin-Pedersen så finurligt udtrykte det. Stedet er det helt rigtige at søge forfatteren til en sådan udgivelse.

Opbygningen (strukturen) er stram og logisk. Man følger kronologien: stenalder, bronzealder, jernalder. Hertil kommer vikingetiden, som af nogen formelt set opfattes som en del af jernalderen, men af de fleste (og her) udskilles som en særlig periode, hvilket der kan være forskellige og gode grunde til. Store og lækre (sikkert dyre) fotografier fanger blikket, skemaer med faktalister optræder ved hver periode, der er noter, litteraturliste og dokumentation for illustrationernes herkomst. Der synes ikke at mangle noget.

Det er relevant at nævne, at udgivelsen må anses som en opfølgning af Flemming Riecks og Ole Crumlin-Pedersens ”Både fra Danmarks oldtid”, som fremkom i Vikingeskibshallens karakteristiske kvadratiske serie (1988), men som længe har været udsolgt. I mellemtiden er der gået 34 år, og meget er sket: Nye vrag er blevet fundet, dateringer bygger ofte nu på årringdateringer med deres uhørte præcision, nogle endda med bestemmelser af de steder, skibstømmeret kommer fra. En del vrag er blevet udstillet (Bangsbo-museets Ellingå-skib, Lemvig Museums Vestersø-båd, Nationalmuseets Hjortspringbåd) osv. Eksperimentelarkæologien er fortsat stormet frem. Mængden af videnskabelige publikationer er eksploderet, ikke mindst fra Roskilde. Til gengæld er professoratet (og hele intituttet) i marinarkæologi ved Syddansk Universitet (Esbjerg) blevet nedlagt, og lektoratet ved Københavns Universitet gik det ligeså; Aarhus Universitet har desværre ikke taget tråden op. Der har kort sagt været nogle gyldne år på området; andre fagområder har budt sig til og erobret scenen som f.eks. tekstiler og katastrofer.

Det vil være naturligt i en anmeldelse som denne at foretage nogle nedslag, som tager udgangspunkt i bogens opbygning. Man har valgt at behandle stenalderen i et hovedafsnit, selv om hovedskellet i hele dansk forhistorie nu en gang ligger ved landbrugets indførelse, hvilket har givet anledning til indførelsen af de forståelige udtryk jægerstenalder og bondestenalder, svarende til ældre og yngre stenalder. Det har man fraveget her, men til gengæld undgår man at tage stilling til, om en fiskestenalder skal skubbes et sted ind imellem. Stenalderen klarer sig nu nok.

Stenalder

På side 27 er der en vellykket og malende beskrivelse af stammebåde, som ”ikke i dag (ville) blive vurderet som egnede fartøjer til havsejlads”. ”Bådenes fribord … er for lille” og i det hele taget har der været en betydelig risiko ved at benytte dem. Overskriften ”Nerver af stål i både af træ” er bestemt ikke nogen overdrivelse. Man gyser bare ved tanken. Enhver der som anmelderen har prøvet at tippe rundt i en kano på Gudenåen for efterfølgende at dykke ned efter lasten, kan sætte sig ind i situationen – men når det så drejer sig om åbent hav og søgang …. Uha, uha. Tænk, at de turde, og tænk, at de kunne.

Fund fra farvandet ved Bornholm og flint fra Helgoland omtales helt korrekt som indikatorer på sejlads. Det er sandt nok, men der kan nævnes flere. Mange flere. Man kan måske ikke forvente, at en artikel i ”Bornholmske Samlinger” (1975) er kendt, men faktisk er der fundet tre lerkar, som kan repræsentere kæntringsulykker ved Bornholm. Det er såkaldte øskenkrukker fra den tidligste bondestenalder, og de blev fundet 1929, 1968 og 1984. I dag ville de sikkert være blevet erklæret for danefæ. De er udstillet på Bornholms Museum i Rønne, men i bogen ”Solstensøen”, udgivet af Bornholms Museum (2014), er de afbildet på side 19, og takket være et udgivelsessamarbejde med forlaget Wormianum fik denne bog (og to andre bornholmske udgivelser) en bred national udbredelse. Som de fuldt fortjener, eftersom kvaliteten af den arkæologiske indsats på Bornholm, herunder de langvarige internationale uddannelseskontakter, ligger i særklasse. Andre øer må med misundelse skæve til klippeøens indsats – eller burde gøre det. Kopiering ligger lige for.

For nu at blive ved Bornholm, så er klippeøen nok velsignet med rundkirker og klipper, men ikke med flint af en kaliber, som gør fremstilling af store flintøkser og -dolke mulige. Kun pilespidser og skrabere m.mm. kunne fremstilles lokalt; men andet flint måtte sejles til Bornholm, om det så har været fra Skåne, Stevns eller Rügen. Over Østersøen med dem.

Men også andre steder i Norden blev forsynet langvejsfra. De store nordsvenske flintdepoter af sydskandinaviske, tyknakkede flintøkser i Norrland havde været kendt siden 1820’erne, men var kun besøgt og kendt af få arkæologer. Lokaliteten Bjurselet er vigtigst, men der er også andre, bl.a. Kusmark. C.J. Becker kastede lys på dem (Acta Archaeologica 1952), og siden har Hans Christiansson og Kjell Knutsson gravet og skrevet om dem, og deres historie er kompliceret. Det viser sig nemlig, at de har været udsat for en ikke helt kortvarig patinering (overfladeomdannelse) på en ”mellemstation” et andet sted, før de kom i jorden i Norrland. Her drejer det sig om i hundredvis af økseplanker af sjællandsk flint, som er fundet langt oppe i Nordsverige, i Umeå-området. Engang kaldte man det for eksport, i dag kalder man det for udveksling; transportmæssigt er det nu det samme. Stammebåde har været uomgængelige.

Norge har heller ikke flint af betydning, og igen skal alt skal sejles til, når det drejer sig om emner for større redskaber. I begyndelsen af bondestenalderen er det de thylandske flintminer, som leverer lidt økser nordpå over Kattegat, men transporten tager for alvor fat i dolktiden (senneolitikum), hvor i hundredvis af redskaber sejles nordover, denne gang fra flintminer i Aalborg-området (Fra Nationalmuseet Arbejdsmark 1951). Udbredelsen af de norske flintdolke er sammenfattet af Egil Mikkelsen i ”Norsk Historisk Atlas” (1980, kort 10), hvor der er gjort rede for kilderne. Andre kort viser i øvrigt forskellige fund fra andre perioder, som også er vandtransporterede.

Det er ikke noget særligt opdyrket emne, men bjergartsøkserne med og uden skafthul kan meget vel være fremstillet af norske råstoffer. I hvert fald er der fundet i hundredvis af dem i Norge og i Vestsverige. I Danmark er antallet mindre, men stadig anseligt. Antagelig er de transporteret hertil, denne gang altså sydover, men stadig over vandet. Mange af dem er nok fra ældste bronzealder, men nogle er fra det yngste afsnit af stenalderen.

Man kan ikke andet end at blive imponeret over den jernvilje, der er præsteret for at flytte så mange, så store og så tunge genstande over så store afstande. Udelukkes kan det vel ikke, at noget er foregået ved gang eller med slæde over isen om vinteren, måske med hunden som trækdyr. Men vi ved det ikke, og det har vi næsten ingen fysiske belæg for, det kan kun blive formodninger.

Der omtales mange fiskegærder i bogen – det er jo storstilet fiskeri, men hvor sandsynligt er det, at de er blevet røgtet fra båd? Mon ikke man har vadet ud ved lavvande, når disse fangstfælder skulle etableres, vedligeholdes og røgtes. Til gengæld har det jo nok været nødvendigt at have en stammebåd ved hånden til at læsse fangsten op i, hvorefter man kunne pramme fiskene ind til bopladsen på land. Vi er med andre ord ovre i et grænseområde mellem søfart og fiskeri, og det sidste emne vil blive behandlet i et senere bind i denne bogserie. Det forekommer dog rimeligt også at medtage fiskegærderne i en bog om søfart, som det da også er gjort her.

Bronzealder

Der gøres en del ud af ravet, og det er rigtigt og rimeligt. Men der kommer også noget den anden vej: Her er det nærliggende at tænke på de små, men eksotiske glasperler, som Jeanette Varberg, Flemming Kaul og Bernard Gratuze fortjenstfuldt har draget frem i lyset og fået analyseret (Skalk 2014:5 og flere andre steder). Oplysningerne har sådan set været frit tilgængelige for enhver interesseret i fyrre år i mammutværket ”Die Funde der älteren Bronzezeit” (1973 ff.), men der skulle et klart øje til at opdage og indse betydningen af de mere end hundrede tegnede og beskrevne glasperler, som er fremstillet i Ægypten og Mesopotamien, men endte i Skandinavien. Det er ikke nogen overdrivelse at kalde erkendelsen for et forskningsmæssigt gennembrud; på en måde overrasker det ikke (kan man så let sige bagefter). Klapstolene (hvoraf vi kender 16), spiralornamentikken, ragekniven, og sikkert også solreligionen: her er der tale om transport over ubegribeligt store afstande af genstande og idéer på en tid, hvor landskabet antagelig var ufremkommeligt og med sikkerhed helt udrænet. Kobberet og tinnet har vi kendt hele tiden. Men hvordan kunne man finde vej? Noget sikkert slæbt på ryggen, men vandet kunne man ikke komme uden om. Det måtte man over.

Når man støber genstande af bronze, anvender man en støbeform, som formes over en model. Hvis den er af ler, er formen en engangsforeteelse: brug-og-smid-væk kan man sige, for den blev smadret for at få det støbte emne frem. Men hvis formen derimod er af holdbart materiale, kan den genbruges. Det kan f.eks. være klæbersten, som er en i denne sammenhæng norsk og svensk bjergart. Evert Baudous arbejde (1960) karterede samtlige dengang kendte bronzegenstande (og en del af bjergart) fra yngre bronzealder, SAMT de kendte støbeforme. Det giver et indtryk af forholdet mellem mulige fremstillingssteder (selv om støbeforme jo også selv kan være transporteret) og distributionen af produkterne, bronzerne. Sejlads er det, man først kommer til at tænke på, når man ser de udbredelseskort. Detlef Jantzen har i øvrigt senere publiceret samtlige støbeforme fra hele bronzealderen minutiøst (Prähistorische Bronzefunde XIX, 2., 2008). Klæberstensformene skulle naturligvis sejles over Kattegat eller Skagerrak hertil. Den Norske Rende har heller ikke dengang været morsom.

I yngre bronzealder blev der fremstillet store harpikskager af birkebeg, som spillede en rolle ved dekorationen af de ornamenterede bronzesmykker. Efter fundudbredelsen at dømme (karteret af C.J. Becker i Acta Archaeologica 1989, side 205 + 208) må de være fremstillet i Syd- eller Mellemsverige, og her må vi regne med, at birkebarkæskerne også kommer fra. De transporteres så mod Danmark, mens bronzen skulle den anden vej. Transport, transport.

Side 46 finder man et interessant afsnit under den fængende overskrift ”Store fisk på dybt vand”. Det med de få fundne fiskeben er nu snarere et resultat af udgravningsmetoder eller manglende samme, som fiskespecialisten Inge Bødker Enghoff har påpeget (Skalk 2011:1). For når man leder efter dem, kommer de frem – hvis ellers kalkindholdet i jordbunden er tilstrækkeligt til at yde gode bevaringsforhold for knogler. Så det skal nok komme, når bare jorden bliver (vand)soldet. Liv Appel og Pernille Pantmann har i øvrigt dokumenteret en ny fangstmetode, nemlig fiskeri med konksnegle som agn (madding; Skalk 2012:5). Når det er relevant her, skyldes det, at så store torsk går dybt. Om de så er taget fra båd (stammebåd) eller fra isen, skal jeg ikke kunne sige. – Man må også overveje de nævestore netsynk af bjergart, som synes at være fra bronzealderen. Netsynkene kan have fastholdt linerne, men kan også have holdt de flettede kuber til sneglefangsten på plads, så strømmen ikke førte dem bort. Det skal dog indrømmes, at der ikke er mange publicerede netsynk, men de findes faktisk rundt omkring, skønt ofte som løsfund.

De skibsdekorerede rageknive i bogen på fig. 35 og 36 er for ringe gengivet. Langt bedre ville udtegninger af motiverne have været, der kan findes talrige anvendelige eksempler i Flemming Kauls arbejder. Der var også en særudstilling med et fint lille katalog om emnet på Vikingeskibsmuseet midt i 1990’erne. En anden mulighed kunne være Eva Kochs ypperlige tegning, som pryder titelbladet på Anders Berntssons trykte ph.d. -avhandling ”Två män i en båt” (2005; den er med i litteraturlisten), som blev til ved det marinarkæologiske forskningscenter i Roskilde. Bogen nævner dog ikke hvor billedet – eller bogens titel for den sags skyld – er taget fra. Det kunne man have gjort her, især anvendt tegningen. Ved forsvarshandlingen gjorde opponenten prof. Lars Larsson i øvrigt meget ud af disse monsterfisk, virkelige prestigefangster, som Morten Ravn selv nævner. På skånsk lyder de ikke mindre imponerende end på dansk, og så med store armbevægelser.

Jernalder

Hvordan er de romerske importerede luksusgenstande kommet hertil? Glas og bronzer i massevis. Romerske vrag kender vi endnu ikke, og dog. Fra Nordsøen er opfisket et senromersk lerkar, som ikke har fået den omtale, det fortjener. Esbjerg er en af de yngste købstæder i Danmark, men omkring byen er der jo gjort mange ældre og veludforskede fund, herunder også ude i Vesterhavet. I ”Esbjergs historie bd. 1” (1996) finder man, måske lidt hengemt, kan man sige, en omtale af dette fine og betydningsfulde fund fra havbunden. Det er der næppe mange, som kender.

Udbredelseskortene over romerske luksusgenstande viser, at der er noget, vi ikke har fundet endnu. En slags luksusladepladser, hvor de romerske købmænd har lagt til og handlet. På Fyn er man tættest på, hvor Lundeborg-pladsen nær kysten blev fundet ved et rent tilfælde – men hvor det sejladsmæssige måske ikke blev ret dybt belyst. Luksuskoncentrationer af samme art kendes fra Stevns, Sydsjælland samt Østbornholm. Ulla Lund Hansens omfattende registrering og omhyggelige kortafsætning af samtlige nordiske fund (”Römischer Import im Norden”, 1987) er her en gave til (underbyggede) sejladsovervejelser. Vi venter dog stadig på det første romerske vrag fra skandinaviske farvande. Har pæleormene mon spist sig igennem det hele? Lasten, eller noget af den, burde dog være tilbage.

Danmarks eneste kanal, som skar Samsø midt over, har været kendt alle dage. I begyndelsen mente man, at den var fra svenskekrigenes tid, men omkring 1960 blev den C-14 dateret til vikingetidens begyndelse. Siden blev årringdateringsmetoden udviklet, og alderen landede på 726 e.Kr. Dette enestående fortidsminde behandles med ét billede i bogen, fig. 62, og lidt mere end fire linjers billedtekst, hvor indgår ord som kanal, bolværk, smutvej og flådehavn. Så er vi da lidt rundt om emnet på den korte plads, og savner måske kun flådetaktisk anlæg og kunstig åhavn for at have paletten fuld.

”Modellen”, som nu ses i kanalen, er et fuldskala”skelet” bygget over det noget yngre Ladby-skib. Paralleller til kanalen omtales ikke (der er to, og begge er fra 700-årene). Det kunne måske være tydeliggjort, at anlægget er anlagt omkring et århundrede, FØR det første sejlskib stak fra land. Nogen handelsplads nær kanalen kender vi (endnu) ikke til, men der er vist heller ikke blevet ledt nok efter den, eller på den rigtige måde. Imponerende smykker fra Hesselholm (fundet før 1869), Tunø (2015) og Stenskov (2022) må have en relation til kanalen, og stednavneindicier på både gravplads og bebyggelse (kendt på kort og i en præsteindberetning) lige syd for anlægget blev to steder nævnt på tryk i 1995. Der er altså flere muligheder at gå videre med. Hovedartiklen om kanalen er Kjeld Christensens i bogen ”Stavns Fjord – et natur- og kulturhistorisk forskningsområde på Samsø” (1995, den optræder ikke i litteraturlisten), og samme år foretog det marinarkæologiske forskningscenter en udgravning. Man kunne her påvise en reparationsfase omkring 750 og fandt genanvendt bygningstømmer. Placering har nok noget med naturhavnen i Stavns Fjord at gøre, oven i købet ligger der her et pæleanlæg, som må opfattes som resterne af et ældre havneanlæg fra mellem 250 og 550 e.Kr. Det anlæg er i sig selv enestående og nok en omtale værd. Rapporten ligger i arkivet i Roskilde, og det er også udførligt omtalt og diskuteret i Stavns Fjord-bogen (1995). Der kan altså have været en flere hundrede år ældre tradition for anløb. Men også efter kanalen blev området benyttet, således ved Kyholm og Langør, hvor der fundet et vrag og skibsdele fra middelalderen. Det skal ikke skjules, at anmelderen bor på Samsø, men lokaliteten er uagtet det på nationalt og endda på internationalt niveau.

Vikingetid

En vintønde (fig. 97) er ypperligt fotograferet og et udmærket og relevant billedemne – men hvorfor ikke tage en af de tønder, som er fundet i Ribe? Her har dendrokronologen Aoife Daly, som en tid arbejdede for det marinarkæologiske forskningscenter i Roskilde, skrevet et banebrydende ph.d.-projekt, hvor hun kunne stedbestemme (proveniensbestemme) de oprindelige voksesteder for langvejstransporterede trægenstande. Det er naturligvis skibene selv (vragene), der er tale om, men også de transportable containere: tønderne. Det er således hendes fortjeneste, at et af Skuldelev-skibene nu kan siges at være bygget i Irland. Nu viser årringene ikke kun tiden, men også stedet.

Et nærmere kendskab til det russiske sprog ligger nok uden for, hvad man kan forvente i en dansk populærvidenskabelig udgivelse. Men hvorfor egentlig? Det russiske Ribe, hvis man kan kalde den russiske pendant til vor handelspladsen således, er Staraja Ladoga, som nævnes helt korrekt side 127. På de følgende syv linjer bringes tre gange en anden og kort form af navnet, nemlig Staraja. Det giver imidlertid ingen mening, eftersom Staraja er et tillægsord med betydningen gammel (gamle). Et hurtigt opslag på google kunne have givet en ikke-russisk-kyndig vished. Som min salig lærer i 7. klasse, hr. Henriksen, som også var skolebibliotekar, altid sagde: Hvis der er noget I ikke ved, hvordan staves, så slå det op (hvordan vi så lige skulle kunne det uden at kende stavningen, forlød der ikke noget om). Men det var jo også i et andet århundrede (årtusinde), da lommeregneren ikke var opfundet. Men formaningen fungerer faktisk endnu.

Videre i det russiske arkæologiske univers nævnes side 127 ”Helt nye arkæologiske undersøgelser i Novgorod viser, at byens ældste fase er fra omkring 861 e.Kr.”. Her savner man en note til hvem eller hvor oplysningen kommer fra? Forfatteren må vide det. Novgorod (”den nye by”) er i øvrigt arkæologisk to forskellige steder: den lidt ældre Rjurikovo Gorodische (”Ruriks Gammelby”) og så selve Novgorod selv. Her må der være tale om den førstnævnte, som tidligere dateredes tilbage til 886 e.Kr.; grundlaget var årringmålinger på bygningstømmer af fyrretræ. Nu er bebyggelsen blevet 25 år ældre, og det skal ikke undre, om den kan være lidt ældre endnu, fordi kulturlagene er så massive.

I en artikel med titlen ”Vikinger i øst” fra Niels Lunds interessante antologi ”Norden og Europa og vikingetid og middelalder” (1993), som Moesgård-særudstillingen 2021 måske har lånt sin titel fra, hvem ved, blev der givet en oversigt over de skandinaviske forbindelser, som de var kendt i publikationer dengang, tredive år tidligere. Det blev også påpeget, at russisk arkæologi led af en tendens til at presse de skriftlige kilder og de materielle levn ind i en samlet model eller forståelse, som der ikke altid var et underbygget sikkert belæg for. Det er karakteristisk for den slags tolkninger, at ”nu passer det”, og det har vi også oplevet herhjemme. Den type formulering bør altid vække mistænksomhed. Tænk f.eks. på de flere og flere danske ringborge, som ikke er nævnt med et eneste ord i skriftlige kilder, og dog er de fysiske realiteter. Man tør næsten ikke nævne moseliget ”dronning Gunhild” fra Vejle, som er udtryk for den samme bestræbelse for at få skriftlige kilder og materielle levn til at passe. Men dansk arkæologi befinder sig ikke længere i guldalderromantikkens nationale, tågede spindelvæv. Det kan være svært nok at forholde sig til kittelklædte naturvidenskabelige eksperters præsentationer af nye analysemetoders vidunderlighed, hvor faktorer som måleusikkerhed og sammenligningsdata ikke altid er fuldt belyst.

Søren Sindbæks skarpsindige og overbevisende hypotese (fremsat i ”Fornvännen” og andre steder), at slædefart på de vintertilfrosne russiske floder ikke bare er væsentligt hurtigere, men også mere sandsynligt end sejlads ad floderne i sommerhalvåret, kunne have været nævnt. Synspunktet stiller afstande og transporttider i et helt andet lys end tidligere. Det er en arkæologisk betragtning, som har ført ham frem til dette. Man kan hævde, at det dermed ikke handler om søfart, men slædefart er dog en relevant, årstidsbestemt variant.

Med vikingetidens fartøjer er forfatteren i øvrigt ganske indlysende og velberettiget på hjemmebane. Der er så mange nye fund, så meget ny viden, eksperimentelle resultater og så videre. Publikumsinteressen er glubende, den lokale opbakning er imponerende. Oprindelsen af sejlet er epokegørende, og der funderes klogt over (side 80-83), hvorfor det ikke kom hertil noget tidligere, end det gjorde. Det fører os over i, at en mast har en fastgøring, som kaldes en mastefisk eller et kølsvin, alt efter udformningen og placeringen i skibet. Kræfterne, som har forplantet sig til en sådan mast, har været enorme, og dimensioneringerne er derfor derefter. Mastefisk og kølsvin kender vi nogle af, både i vrag, skibsbegravelser og som løsfund, og de er vigtige som et uigendrivelige levn fra mastebærende skibe.

En af de fineste løsfund – et imponerende stykke tømmer på 3,44 m’s længde – blev fundet i 1940’erne ved Norsminde Flak (ud for Østjylland), det kom til Købstadmuseet Den Gamle By og derfra senere i 1971 til Forhistorisk Museum, som nu bærer navnet Moesgaard Museum. Få år inden åbningen af det nye museum blev der på Jan Skamby Madsens initiativ i februar 2005 udført en årringdatering af mastefisken, som oprindelig blev publiceret af Crumlin-Pedersen i 1972 (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg Årbog, s. 66-67 m.fl.). Den nye datering, som Crumlin faktisk forudsagde intuitivt (artiklens side 75), placerer opsigtsvækkende genstanden som den ældste masteskibs-del herhjemme, dvs. nogenlunde samtidig med Osebjerg-skibet. Man spærrer virkelig øjnene op. Det skal man nok vide lidt om i forvejen for at erkende det, når man opsøger genstanden på Moesgård (hvor man i øvrigt bliver en smule generet af den mindre hensigtsmæssigt anbragte belysning). Mastefisken er senest nævnt og afbildet i bogen ”Vikingernes Aros”, s. 81 (2005). Man kunne godt have ønsket sig en afbildning og omtale af denne opsigtsvækkende skibsdel i en bog som denne. Men så må man jo selv se den for sig, og det er vel heller ikke så ringe. Og ellers kunne Vikingeskibsmuseet eller Moesgaard jo dykke ned og fiske den næste mastefisk op, den skulle ligge i Hjortholmsrenden i Stavns Fjord (ifølge en avisnotits i det lokale egnsarkiv). Desværre står der ikke nøjagtigt hvor …

 

Skibe og Søfart i Danmarks oldtid er, til trods for de måske mange bemærkninger, en smuk, herlig og gennemarbejdet bog. Som det fremgår, indbyder den til fortsat indsats ad de samme baner, og nogen bedre anbefaling kan en bog vel ikke få. Som første bind i den kommende bogserie er den lovende, og vi har lov til at sætte forventningerne højt til de kommende bind. Mere af den slags, tak (men husk også detaljerne). Sproget og korrekturlæsningen er fuldstændig perfekt, kun er Utrecht blevet stavet en smule forkert et enkelt sted; det må vi så håbe, at hollænderne kan leve med. Ellers må de jo tage sig en wafel.

[Historie-online.dk, den 1. marts 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
De tolv cæsarer
Tæt på etruskerne
Jernets Danmarkshistorie