Menu
Forrige artikel

Vikinger - kort fortalt

Kategori: Bøger
Visninger: 6583

 

Af Anders Ellegaard, cand.jur.

Den norske historiker og vikingeekspert Kim Hjardar, som er lektor med hovedfag i vikingetid og nordisk middelalder ved Universitetet i Oslo, har udgivet sin tredje bog om vikingerne og vikingetiden på Turbine Forlag. De forrige bøger ”Vikingerne i krig” og ”Vikingernes liv og færden” udkom henholdsvis i 2014 og 2016. Begge bøger er tidligere anmeldt her på historie-online.dk.

De to nævnte bøger udkom i stort format med store fornemme illustrationer. Den nu foreliggende bog er i et lille, handy format. Man fristes til at foreslå, at den lægges sammen med den tidligere anmeldte bog ”Turen går til: Vikingetiden.” De to bøger kan snildt ligge i en lomme, en taske eller et handskerum, når jagten på vikingerne er gået ind.

Bogen indledes med en tidslinje med de vigtigste begivenheder og årstal fra år 700-750 til år 1104, som her regnes for vikingetiden. Det efterfølgende kort over vikingernes verden i samme periode viser rejseruter og årstal. Bogen har ikke mange kort eller illustrationer, og trykket i sort/hvid er ikke særlig godt. Teksten er til gengæld alle pengene værd.

Efter en kort indledning om kilderne til vikingetiden beretter kapitel 1 om vikingernes samfund. Over cirka 80 sider omtales et hav af emner, og for bare at nævne nogle få: samfundsstruktur, tidsregning, kønsroller, bryllup, tinget, bøder og straf, at vokse op, at blive gammel, udseende, gården, jordbruget, øl, skibene, sejlet, handel, vægt, sport, sprog… - Rigtig mange emner, som fortæller om mange sider af livet i vikingesamfundet. En dansk forsker anførte for nylig, at det var et bondesamfund, hvor kun 2 til 4 procent kunne kaldes vikinger, og hvor mange kun var det mellem såtid og høsttid.

Et emne skal nævnes særskilt: øverst i samfundet var kongen, jarlerne og høvdingene med deres hirder. I bunden var slaverne/trællene, som her anslås til 20–30 procent af befolkningen, og som regnedes for fast ejendom lige som husdyrene. Over slaverne var de jordløse og husfolkene. Men det var bønderne, som stod for produktionen i samfundet, som var dets bærere og som skabte overskuddet og værdierne.

Bogens kapitel 2 om ”En krigerisk verden” fylder derfor meget passende kun cirka 20 sider. Det handler om våben, mytologi, våbentyper, rejserne og togterne. Der refereres til de beretninger, der foreligger fra andre, fremmede rejsende, som vikingerne mødte.

I bogens kapitel 3 om ”Religion, myter og kult” mærker man forfatterens baggrund som historiker. Ganske vist findes der ingen nedskrevne beretninger fra samtiden, men der kan drages mange paralleller fra andre sider. Det skal dog bemærkes, at mange skriftlige kilder er skrevet flere hundrede år senere lige som sagaerne. Der skrives om gudsdyrkelse, bloter, menneskeofringer, verdens skabelse, de norrøne guder, bersærker og ulvepelse, de mange forskellige dødsriger og begravelsesskikke. Der er to gode lister over norrøne guder og gudinder samt over mytologiske steder i gudeverdenen.

I kapitel 4 om ”Vikingerne angriber” diskuterer forfatteren, hvad årsagen til vikingernes ekspansion fra 700-tallet var. Var det ”samfundets” skyld?,  løb handler af sporet?, var det overbefolkning?, var det fødevaremangel?, var det religion?, var det kun plyndring?, var det erobring? - Var det samme begrundelse i hele perioden? Læs selv og giv et bud!

Bogens sidste kapitel 5 ”Vikingetiden i Skandinavien,” er en Tour-de-force i historieskrivning. Her gennemgås periodens konger og krigsherrer i de tre nordiske lande og England. Hvem gjorde hvad og hvor? Det kræver sin læser, at holde styr på alle de Svend´er, Harald´er, Olav´er, Knud´er, Håkon´er med flere! Det starter i Lejre i 700-800-tallet og slutter med Krigs-Magnus, som blev dræbt i et sammenstød med irerne den 24. august 1103.

Forfatteren har kaldt bogen for ”Vikinger for dummies.” Man er garanteret ikke en dummy, når man har læst den. Man er tværtimod godt underholdt og helt oplyst.

Historie-online.dk, den 3. oktober 2018 

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Togtet
Fritid og forlystelser – Træning, morskab og tidsfordriv i middelalderen
Runernes verden