Menu
Forrige artikel

Sommerferien på skinner 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1636

 

Kør-selv-sporvogn i skoleferien

Onsdage i perioden 30 juni til 4. august - nærmere bestemt skolernes sommerferie - kan børn og barnlige sjæle i alle aldre kan prøve ”håndværket” som vognstyrer under vejledning af en overvognstyrer på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Der er sædvanligvis rift om skolekørslen, og der betales ekstra for den historiske kørselsundervisning, men så vanker der også et diplom for de nye færdigheder, når sporvognen er vel tilbage fra turen ud i det grønne.

Overvognstyreren giver sin unge elev instruktioner inden afgang

I skolernes sommerferie holder Sporvejsmuseet åbent alle dage kl. 10-17 med undtagelse af mandage, hvor museet er lukket. Søndag 4. juli, onsdag 7. juli, onsdag 14. juli, lørdag 17. juli og lørdag 31. juli er der ikke alene kørsel med elektriske museumssporvogne, men også med hestetrukne museumsvogne. Julis sidste dag er en dag med særlig intensiv trafik af museumsvogne, og der er besøg af et større antal historiske motorkøretøjer, der bringer gadebilledet i Sporvejsmuseets museumsgade tilbage til sporvognenes storhedstid. De yngste deltagende motorkøretøjer løb af samlebåndet i 1972 – samme år som de sidste gamle sporvogne blev erstattet med dieselbusser. Der deltager sædvanligvis biler og motorcykler fra seks årtier.

Også på lydsiden bliver Sporvejsmuseets besøgende 31. juli bragt tilbage til 1960erne af bandet ”Swinging Back Beats”, der leverer langtidsholdbar pigtrådsmusik.

Sporvejsmuseets udstilling handler ikke kun om den kollektive bytrafiks fortid, men også fremtiden. Aarhus har siden 2019 haft mere end 100 kilometer letbane i drift i byen og dens store opland. Moderne sporvogne – letbaner – er også på vej i Odense, og hovedstadsområdet kan se frem til at få den kollektive transport suppleret med 28 kilometer letbane fra 2025. En smagsprøve på fremtiden kan opleves i en af Sporvejsmuseets store sporvognsremiser, hvor museets gæster kan se og prøvesidde en model i fuld størrelse af den forreste fjerdedel af et letbanetog.  

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup, omtrent midt mellem Roskilde og Ringsted. Museet følger de gældende forholdsregler mod coronasmitte. Der kan læses mere på  www.sporvejsmuseet.dk

 

Spækket sommerferieprogram på Danmarks Jernbanemuseum

Sommerferien står for døren, og på Danmarks Jernbanemuseum er der masser af gode oplevelser for hele familien. Kør med veterantog, veteranbus og minitog. Løs sjove opgaver for hele familien rundt på museet, hør fortællinger om det røde lyntog og vores store drejeskive, og læn jer tilbage og nyd en god film fra jernbanehistorien

ODIN for fuld damp

Det er en helt speciel oplevelse for både børn og voksne, når I står tæt på et opfyret damplokomotiv. Trækkraften leveres af damplokomotivet ODIN, der er en 1:1 køreklar kopi af Danmarks første lokomotiv fra 1846. Der fløjtes til afgang hver tirsdag, onsdag og torsdag.

Odin. Foto: Flemming Wedell

Med veteranbus rundt i Odense mm.

Hver mandag og fredag i uge 26-31 står vores chauffør klar til at tage børn og voksne med på en tur rundt i Odense i museets flotte DSB-bus. Den er fra 1966 og har været i drift i Odense frem til 1987. Bussen kører begge dage i tidsrummet kl. 11-14, og en tur varer ca. 20 minutter.

Alle dage i sommerferien er det også muligt at opleve museets drejeskive i funktion. Drejeskiven bruges stadig aktivt på museet, når vi flytter vogne eller lokomotiver fra ét spor til et andet. Der er i alt 21 spor i den gamle rundremise fra 1954, som i dag huser museets udstillinger, men som oprindelig var depot for DSB og de nordfynske privatbaner.

Som noget helt særligt åbner vi for det ikoniske røde lyntog, hvor har publikum normalt ikke adgang. Det er muligt at komme ind i det røde lyntog to gange dagligt og samtidigt få fortællingen om, hvordan åbningen af den gamle Lillebæltsbro i 1935 og introduktionen af lyntoget var revolutionerende for jernbanedriften i Danmark og havde stor betydning for folk, som skulle fra Jylland til København og omvendt. Deres rejsetid blev meget kortere. F.eks. tog det kun 6½ time fra Ålborg til København med det nye lyntog mod hele 10½ time tidligere.

Der er aktiviteter hver dag 26. juni – 8. august, og alle aktiviteter er er inklusiv i entréen. Vi har åbent alle dage kl. 10-17.  Hele sommerprogrammet kan ses på www.jernbanemuseet.dk

[Historie-online.dk, den 22. juni, 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 39 - Ølflaske
I skyggen – De første kvindelige fotografer
Prospekt over København