Menu
Forrige artikel

100 herregårde på historiske postkort

Kategori: Bøger
Visninger: 5325

Af Palle Bundgaard, slægtsforsker 

Bogen begynder med at slå fast at herregårdene udgør en vigtig del af den danske kulturarv

- de repræsenterer økonomisk historie, arkitektur- og stilhistorie

- de fortæller Danmarkshistorie, og ikke mindst lokalhistorie.

Herregårdenes udviklingshistorie bliver gennemgået, lige fra jernalderudgravningen af Storgården fra Vorbasse, som er blevet rekonstrueret på Fyrkat ved Hobro, og til den sidste storhedstid omkring år 1900.

Dernæst bliver postkortenes historie beskrevet, lige fra introduktionen i 1871.

Herefter vises de udvalgte gamle postkort - for nogles vedkommende håndkolorerede - og de tilhørende nyere fotografier af de enkelte herregårde, i alfabetisk orden, så det bliver let at sammenligne herregårdens tidligere og nuværende udseende/tilstande. Billederne er ledsaget af en kortfattet beskrivelse af kendte data af herregårdens bygmestre, ejere, ombygninger, restaureringer og gårdenes jordtilliggender.

Bogen indeholder så mange data, at det ikke er en bog som læses fra enden til anden. Den kan anvendes som opslagsværk til glæde og inspiration for lokalhistoriske foreninger, slægtsforskere, og andre historiske interesserede, måske mest som begyndermateriale, og som kan spare læseren for mange undersøgelser.

Bogen bringer et budskab om vigtigheden af at vedligeholde vores bygningsmæssige kulturarv, og den viser også, hvor hurtigt forfaldet indtræder, hvis det ikke sker.

Det er påfaldende, at der ikke syd for Koldinghus findes en herregård, som er fundet værdig til at blive medtaget. Midt- og Vestjylland er tilsvarende forbigået. Nordsjælland er heller ikke overrepræsenteret.

Sidst i bogen findes litteraturhenvisninger, et Danmarkskort med de beskrevne herregårdes beliggenhed, og på sidste side findes ordforklaring for nogle ældre sproglige begreber.

Bogen er absolut et godt grundmateriale at arbejde ud fra, hvis man har interesse i herregården eller området.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Herregårdshistorie, bd. 3
Spøgelser og sagn fra danske slotte og herregårde
Danmarks Herregårde