Menu

Badelivet ved Vesterhavet

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 68

 

For omkring 300 år siden anbefalede engelske læger havbadning. Ideen om at bade i det salte vand bredte sig, også til Vesterhavet. Dengang var det utænkeligt at gå ud i vandet fra stranden. I stedet opfandt man en såkaldt badevogn til formålet

Af Michael Koch

Fra Skagen i nord til de Nordfrisiske Øer i syd. Forfatteren har skrevet om hele 42 destinationer på den jyske vestkyst ud fra et historisk perspektiv. Det er blevet til et imponerende opslagsværk med en omfattende mængde lokale fortællinger. Badning i det salte vand står for mange som noget særligt, og når det handler om den jyske vestkyst bliver det for alvor storslået. De ofte meget kraftige bølgeslag og det salte vand er beskrevet i gamle rejsehåndbøger. Vesterhavet har med sin storslåede natur altid tiltrukket mange besøgende. Ifølge bogen begyndte selve badningen i større målestok for omkring 200 år siden. I starten ved Fanø, så Løkken, derefter Blokhus og sidenhen på langt flere destinationer.

Det var dog ikke badning, som vi kender det i dag. Dengang var dagens dyp noget mere kompliceret. Datidens badegæster følte sig ubekvemme ved at klæde om og hoppe i bølgen blå. I stedet benyttede man sig af en engelsk opfindelse, som stammer fra Scarborough: En bademaskine. Fænomenet var en firkantet træbadekabine på fire hjul med et lille vindue og en dør ud mod vandet. A bathing machine. I 1721 var der en dagbogsskriver, Nicholas Blundell, som beskev “bekvemmelighed for badende i havet” i Liverpool. Det er angiveligt den tidligste skriftlige optegnelse, hvori en bademaskine indgår. Hytten på hjul blev trukket ud i vandet af enten en hest eller personer, som havde kræfterne til det seje, tunge træk. En vogn af træ med mindst én person i måtte være tung at trække gennem sand og vand. Efter at vognen var placeret et godt stykke ude i vandet, kunne badegæsten klæde om og derefter bade. Det skulle mindske nysgerrige blikke og gøre det mere bekvemt at klæde om og gå i vandet via en trappe. Det er fortalt, at den badende kunne få hjælp til at komme ned i vandet og op igen. Der kunne også være endnu en sindrig løsning: Et lille flag kunne hejses på en flagstang, når badegæsten igen var klar til at blive trukket op på det tørre.

I engelske Weymouth badede den engelske kong George III fra en ottekantet badevogn, som i 1791 blev erstattet af tre større og mere ekstravagante, kongelige badevogne. Det fortælles, at kongen blev meget overrasket, da et orkester, skjult i en anden badevogn, stemte i med God save Great George our King, da kongen dukkede hovedet under vandet. Foto: Dorcet Ancestor

I Tyskland var man også opmærksom på havbadets helbredende virkning, men ingen havde tænkt på at etablere et havbad, før professor Johann Christoph Lichtenberg havde besøgt Kent i England i 1788. Professorens fortællinger om engelsk havbadning blev antagelig flittigt omtalt, for senere samme år anlagde fyrsten af Mecklenburg det første tyske havbad. Danske læger havde indtrængende anbefalet et tilsvarende badevæsen ved Vesterhavet. Det var i 1879, at der blev opført en badepavillon på den yderste klitrække i Nordby på Fanø.

Fanø Nordsøbads kurhotel. Foto: Nationalmuseet - håndkoloreret

Forhenværende skibsfører, Søren Jerne, til hest og “tyske Marie” i den sorte dragt ved en af de ældste badevogne på stranden ved Hønen (Fanø). Et skilt oplyste: “Badevognen må højst benyttes i 40 minutter!” Et andet skilt: “Når De vil ind, hejs den røde Fane. Badedirektionen”. Dagslys kom ind gennem et mindre vindue i kabinens gavl

Der var ofte ansat bademestre, og der var arbejde at finde omkring havbadene. Fanø, Blokhus og Løkken havde udstrakt hjælp, som kunne tilkøbes. Badegæsterne blev eksempelvis serviceret med vask og tørring af badeklæderne, og flere steder var der både mand og hest parat til at trække bademaskinen ud i vandet og ind på land igen. Peter Riber Elfsen havde stillingen som bademester på Hotel Nordsøen. Han var “en stovt og malerisk kystbo med langt, gråt skæg, opsmørgede ærmer og bare fødder”, som der står i bogen. Han kom til Blokhus i 1865, hvor han nedsatte sig som skomager. Han blev fisker og var i 24 år også redningsmand på kysten. Det hed sig, at han nåede at redde 18 menneskeliv i sin tjenestetid. En anden bademester var fisker Johan Sørensen (født i 1854), som fik hjælp af hustruen Kristiane Marie med at passe vogne, samt vaske badetøj og håndklæder. Fortællinger om bademestre, livet på stranden og især om “kunderne i badevognene” er der mange af i bogen.

Bademester Peter Riber Elfsen, Blokhus. Foto: det Kgl. Bibliotek

Den store bog præsenterer historisk badeliv på 42 vesterhavsdestinationer. Der er egnshistorie, fortællinger og personbekrivelser. Bogen indeholder anekdoter om mennesker, kroer og hoteller. Et morsomt og grundigt indblik i livet ved og i vandet gennem 300 år.

[Historie-online.dk, den 17. november 2026]

Se relaterede artikler
Under solgudens glødende scepter
Pest, tyfus og hedenskab
Steinhof - Fra utopi til nazilaboratorium