Menu
Forrige artikel

Rolls Royce til 240.000 kr.

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 6717

 

470.000 kroner. Så mange penge brugte den tidligere ejer på at totalistandsætte den Rolls Royce, som Claus netop har sat til salg på DBA for ”kun” 240.000 kr. En sølv-grå Rolls Royce fra 1959, som er produceret med henblik på, at ejeren også selv skulle have lyst til at køre i den.

Hvordan kan man ikke have tid til at køre i sin egen Rolls Royce? Det kan for mange nok være et spørgsmål, der er svært at besvare, fordi den situation er vanskelig at sætte sig ind i. Men ikke desto mindre er dét netop grunden til, at 56-årige Claus nu har sat sin Rolls Royce Silver Cloud til salg på DBA. Det skriver DBA Guide.

Claus Faber Timm har en hverdagsbil, han bruger til alt det praktiske, og når tiden endelig er til at køre en hyggetur i det danske sommerland, har han to andre, fede biler, der konkurrerer om hans opmærksomhed.

Derfor er det nu tid til, at bilen fra det ekstravagante brand skal videre i teksten.

- Køber du bilen, får du et fantastisk køretøj. Du får næsten et kunststykke, og så er det klart, at bilen giver dig mulighed for at få nogle unikke oplevelser, fortæller Claus, der bor i Risby på Sydsjælland, til DBA Guide.

Claus’ Rolls Royce er blevet sat i stand for omkring en halv million kr.

I otte år har det været Claus, der sad bag rettet i den sølv-grå Rolls Royce. Før motorkøretøjet blev hans ejendel, tilhørte bilen en mand, der fik givet den en ordentlig omgang i værkstedet. Claus fortæller, at den tidligere ejer pungede ud med hele 470.000 kr. for en totalistandsættelse af bilen.

Det siger alligevel noget om en bil, hvis man ofrer en halv million på den.

- Hvis bilen stod helt som ny, ville den kunne sælges for 600.000 kr. Det har jeg set biler af samme model blive solgt for, fortæller Claus til DBA Guide.

Set i det lys er det utrolig billigt, at Claus kun forventer 240.000 kr. for sin veteranbil. Men bilen står heller ikke i fuldstændig tiptop-stand. I bilens venstre side har lidt rust sørget for, at bilens ellers fine lak buler en smule, og dertil har bilen en enkelt ridse i lakken her og der.

Til gengæld får du også en bil, der kan noget mere end typiske, gamle veteraner. Det kan du blive klogere på i afsnittet herunder.

Rolls Royce Siver Cloud fra 1959. Foto: DBA Guide

En bil, der er skabt til, at man selv vil køre i den

Claus’ bil er fra 1959 og dermed fra den årgang, hvor man første gang producerede Rolls Royce med henblik på, at ejeren selv skulle køre i dem. Tidligere var det en chauffør, der trykkede på speederen i bilen.

Veteranbilen er også produceret således, at sideruderne kan rulles ned og op elektronisk.

- Men nogle af ruderne er lidt sløve i det. Det kan være en god idé at planlægge i god tid, hvornår du vil rulle op og ned for vinduerne, siger Claus med et smil til DBA Guide.

Elektriske sideruder er ikke den eneste funktion, der viser, at en så gammel bil allerede dengang var en luksusvare. Bilen er også udstyret med spejl på bagsædet, og i spejlet er der monteret lys, som kan tændes og slukkes.

Nærmest som du kender det fra fly, kan passagerene på bagsædet af Claus’ Rolls Royce folde et bord ud, der er monteret på ryggen af bilens to forsæder.

Claus’ andre biler

Det kræver en kærlighed til biler og en god økonomi at eje en Rolls Royce. Claus lægger ikke skjul på, at han ikke ligefrem er millionær, og han erkender gerne, at han har stor interesse i biler som Rolls Roycen:

- Hele stilen omkring Rolls Royce kan jeg enormt godt lide. Jeg interesserer mig især for biler fra England, som blev produceret imellem 1950 og 1960, fortæller Claus til DBA Guide.

Den interesse kan også tydeligt ses på indholdet i hans garage. Her holder en Triumf og en Aston Martin. Men til dagligt kører Claus selv i en Citroen.

Og med den blærede garagebeholdning er der ikke noget at sige til, at Rolls Roycen ikke er kommet ud og køre lige så tit, som Claus ville have ønsket det for bilen.

- Jeg har nok kun kørt 1.500 kilometer i bilen hvert år, og sådan en bil skal jo helst køre 2.000-4.000 kilometer for at holde sig rigtig i gang, fortæller Claus, der dog har nydt de ture, han og bilen har delt, til DBA Guide:

- Når man bor her på Sydsjælland, er der en masse flotte ture, man kan køre, og så har jeg engang imellem hjulpet venner og kolleger med at køre en tur – f.eks. til konfirmationer og bryllupper, hvor det er sjovt at køre i sådan en her bil.

Claus Faber Timm i Rolls Roycen. Foto: DBA Guide

Selvom Claus kun har kærlighed tilovers for det gamle, klassiske køretøj, er han ikke bleg for at påpege den ting, han mener, bilen ”skuffer” på.

Bagagerummet. Både størrelsen og udseende er ifølge Claus lidt af en skuffelse.

- Når man ser på bilens størrelse, skulle man tro, at bagagerummet var større. Og det er heller ikke så smukt løst, siger Claus til DBA Guide og supplerer:

Pladsen i bagagerummet er udfordret af, at der er skænket en permanent plads til et reservedæk i bilen.  I bagagerummet kan der være 2 pæne kufferter, fortæller Claus til DBA Guide.

Flere facts om Claus Rolls Royce

Den tidligere ejer købte bilen omkring år 2007, og det var ham, der stod for at få transporteret den hjem fra Sydafrika. Ejeren købte bilen, fordi hans restaurant gik rigtig godt, men det kun lige indtil, at finanskrisen skyllede ind over Danmark. Derfor måtte restauratøren af med sin bil, som Claus endte med at købe.

Bilen har gået 123.000 km. Bilen er udstyret med automatgear, fire døre og en 4,7 liters sekscylindret rækkemotor. Bilens paneler i kabinen er lavet af lakeret valnøddetræ.

Husk, at bliver du den nye ejer af bilen, skal du være god til at kende forskel på højre og venstre, og du skal kunne holde tungen lige i munden: Rolls Roycen er nemlig højrestyret.

Se DBA Guide

[Historie-online.dk, den 8. december 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Holger Drachmann
Summer of Love
Kvindelejren på Femø