Museumsnumre 132 - vindfløj
”Blæsten kan man ikke få at se”, hedder det i en børnesang. Sandt nok og denne usynlige og uberegnelige naturkraft har altid haft menneskets stærke interesse - af gode grunde, for vinden kan være til stor hjælp eller være en stor modstander. På den ene side har vi mennesker siden civilisationens barndom udnyttet vinden til vindmøller, i vindtårne, f.eks. i Persien hvor de kunne skaffe kølig luft i boliger, til at bevæge fartøjer over havet ved hjælp af sejl og til at skabe det nødvendige træk i en skorsten. Omvendt gør vinden det besværligt at færdes, når den er stærk og imod. At gå eller cykle i modvind er sin sag. Værre er det, når vinden vokser til storm, vælter træer og huse og forliser skibe. Det er klart, at mennesker derfor altid har forsøgt at skaffe sig viden om vinden. På himlen kunne man se tegn på vejrforandring, og frem for alt var man interesseret i, hvilken vej vinden blæste. Fiskere, skippere, håndværkere og landmænd ville vide besked om vindretning og vindskifte og til det var en vindviser redskabet. En sådan vindviser kaldes på dansk en vindfløj. Et andet navn er ordet vejrhane efter den figur, som prydede mange vindfløje.
I sin enkleste form er vindfløjen en plade opsat på en stang på en sådan måde, at den kan dreje og følge vinden. Et flag på en stang er en vindviser, og på tysk bruger man derfor ordet ”Wetterfahne” og på engelsk ”weathervane” om en vindfløj. Men flaget bliver hurtigt slidt af vinden. En plade holder derimod i årevis, og den inviterer til dekoration. I det skandinaviske kulturområde kendes vindfløje fra flere norske stavkirker. De bevarede kirkevindfløje er forgyldte metalarbejder oprindelig beregnet til opsætning på stævnen i et vikingeskib, men nogle fik plads på den nye religions bygninger. Efterhånden fik herregårde og kirker opsat vindfløje på deres tårne, og i købstæderne blev vindfløje anbragt øverst på husgavlen eller på tagryggen på de mest statelige huse.
De ældste vindfløje, vi kender, går tilbage til renæssance og barok, og de er udført i messing-, kobber- eller jernplade. I ældre tid var vindfløje nok også skåret i træ, men da træ går til, er de ikke bevaret. Middelfart Museum har en vindfløj i træ med spor af bemaling. Den er fra 1842.
Vindfløj fra Tingelstad Kirke, Norge, videnskab.dk.
Da vindfløjen var iøjnefaldende anbragt på en jernstang øverst på bygningen, blev den brugt til dekoration. Fløjen var almindeligvis en rektangulær metalpladeplade, som var gennembrudt med et årstal for bygningens opførelse og navneinitialer på bygherren eller ejeren. For yderligere at pynte kunne man opsætte forgyldte kugler på jernstangen, hvilket man gjorde på spir på kirketårne og slotte. En anden type vindfløj havde en plade formet som et dyr, typisk en drage, en hane, en hest eller en anden figur. Figuren tegnede sig som en skarp sort silhuet. Fra omkring 1900 blev vindfløjen ofte udformet som en pil. Pilens spids angav, hvorfra vinden kom og denne type var kombineret med opsatte faste bogstaver med angivelse af de fire verdenshjørner.
Vindfløje er heldigvis bevaret på mange historiske bygninger. Dér kan man med fornøjelse iagttage dem. Skønt de fylder og er uhåndterlige, så har en del også fundet deres vej til museerne. De blev nedtaget, når en gammel bygning skulle rives ned eller ombygges og var historisk værdifulde. Lad os se hvad de bevarede vindfløje kan fortælle os.
Vejrhane fra Bjerreby Kirke, Svendborg og Omegns Museum
Hanen som dekoration på vindfløje går langt tilbage i tid. I alt fald har Svendborg en vejrhane, som indkom i 1912 fra den nedbrudte Bjerreby Kirke på Tåsinge, og dengang antoges vejrhanen at være 5 - 600 år gammel. En sådan aldersangivelse bekræftes af andre kilder, f.eks. har Bayeux tapetet fra 1170 en gengivelse af en mand, som sætter en vejrhane op på Westminster Abbey.
Fra renæssance og barok er vindfløje bevaret, f.eks. en rektangulær vindfløj, som stammer fra Theisens kornmagasin ved havnen i Nakskov. Den bærer de udskårne initialer P.A.? og S.K.P.D samt årstallet 1656. Sønderborg Slot har en rektangulær ”vejrfane” fra Gråsten Slot med den slesvigske hertug Christians initialer og årstallet 1749.
Vindfløj fra Brobyværk Vandmølle. Dragen er brugt dekorativt og desuden er der henvisninger til møllens fortid som våbenfabrik og smedje. Odense Bys Museer.
Odsherreds Museum har en vindfløj af jern med navneinitialerne JFJS og årstallet 1855. Øverst på fløjen er en figur af en plov. Sandsynligvis er det et arbejde udført af den lokale smed. Også blikkenslagere fremstillede vindfløje. Arbejdet skete selvfølgelig på bestilling. Det var ikke hvem som helst, der bestilte en vindfløj. Vendsyssel Museum har en vindfløj i kobber mærket P B for skibsreder Peder Balser og årstallet 1800. Skibsrederen havde penge og status. I fiskerlejer og søfartsbyer var vindfløje ikke ualmindelige. Fra fiskerlejet Gilleleje er bevaret en vindfløj med flag og anker og årstallet 1844. I Strandgade i Helsingør havde flere af husene et såkaldt kikkenborg, et lille udsigtshus anbragt på taget. Herfra kunne lodser og færgemænd holde øje med skibene i Sundet. Et foto i Helsingør Museum viser et ottekantet kikkenborg med barokt svunget kobbertag og en vindfløj på toppen.
Bornholms Museum har denne vindfløj fra lodshuset i Rønne. Dekorationen er naturligvis en lodsbåd under sejl
Smedemestre og blikkenslagere har sikkert fulgt gamle traditioner for figurudsmykning. En jernvindfløj i Skanderborg Museum fra Skvæt Mølle bærer møllerparrets initialer samt årstallet 1806, men pladen afsluttes af et dragehoved med lang tunge og savtakkede tænder. Dragehovedet er en figur som har været udbredt i ældre tid. Bornholms Museum har en tegning af vindfløjen på Sankt Knuds Kirke. Fløjen er fra 1763 og har dragehoved og dragetænder. I mere humoristiske retning har en smedemester forsynet Lyø Kirke med en vindfløj, der viser en tykmavet engel med basun. Også landets præstegårde havde tit en vindfløj.
I byerne sås vindfløje på rådhuset og større købmandsgårde. Vordingborg Museum har vindfløjen fra købstadens gamle rådhus. Den er prydet med Frederik d. Femtes monogram og årstallet 1753. Kaserner, politigårde, toldkamre og andre statslige bygninger blev også prydet med veludførte vindfløje.
Vindfløj fra Vordingborg Rådhus, Vordingborg Museum
En særlig type vindfløj er et lille dannebrogsflag anbragt på knoppen af en høj flagstang. Vindfløje udformet som splitflag blev udbredte i 1800-tallet, fordi nationalfølelsen grundet krigene med Prøjsen blussede op.
Dragon til hest, en vindfløj fra landsbyen Dreslette, Museerne på Vestfyn, tidsmæssigt fra krigene med Prøjsen
Vandtårne, en ny bygningstype, dukkede op i 1900-tallet, og i kraft af deres størrelse og beliggenhed kaldte de også på opsætning af en vindfløj. Flere museer har bevaret en vindfløj nedtaget fra det lokale vandtårn.
Vindfløj med tyr fra Kollekolle, Furesø Museer
I 1900-tallet blev figurerne på vindfløjene mere varierede og refererede til ejendommens brug. Tyrestationen Kollekolle i Nordsjælland fik selvfølgelig en vindfløj med en figur af en tyr, da den blev opført i 1946. Den lokale vognmand kunne få en vindfløj med sin lastbil og fiskeren en med sin fiskekutter. Sæby Museum har en fløj med en plovmand. Den blev i 1873 givet som præmie til en gårdmand.
Man kan i dag købe masseproducerede vindfløje, men det er meget bedre at følge traditionen. Gå til en smed eller en blikkenslager og medbring en tegning eller skabelon af den vindfløj, man gerne vil have sat op på sit hus. Så får man håndværk og en personlig brugsgenstand, man længe kan have glæde af. Men husk at også vejrfløje skal vedligeholdes, dvs. smøres og males.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her.
[Historie-online.dk, den 26. august 2025]
