En plads i solen
Af Christen Bonde
”Alle vil ses og høres, ingen vil lytte,” skriver de to forfattere til En plads i solen et sted. Bogen handler om den tyske livsreformbevægelse fra slutningen af det 19. århundrede med tråde på kryds og tværs helt op til i dag med klimabevidsthed, selvhjælpsguruer, økologiske madvarer på supermarkedernes varehylder, mindfulness, sol- og vinterbadning osv.
En plads i solen er en bog til tiden, men uden at udsagnet på nogen måde skal forklejne forfatterparrets indsats med at bringe et mindre kendt kapitel af den tyske fortid til live.
Det var en verden af nervesvækkede storbymennesker med absolutte idéer om, hvordan de skulle frelse sig selv og sekundært hele menneskeheden ved at faste, solbade, kun spise frugt, vandre osv. – en spredt samling af langhårede, sandaliklædte naturelskere, egoister, frelste, nudister, idealister, vegetarer, okkultister, barfodsindianere, antroposoffer, økologer og i det hele taget forsagere af den moderne, industrialiserede verden.
Jo skørere, jo bedre. Alt sammen lødigt og skarpt analyseret, selvom forfatterne må have taget sig hovedet ind i mellem. Forfatternes store fortjeneste er, at de viser, at det lige præcis IKKE handler om et ubetydeligt og grinagtigt randfænomen. En plads i solen er den første større danske undersøgelse af dette særlige tyske kulturbidrag – den sande germanske Sonderweg.
At tale om livsreformbevægelsen i bestemt ental giver et fortegnet indtryk af en samlet bevægelse. Forfatterne gør gang på gang opmærksom på alle fraktionssplittelserne og uenighederne, der som hovedregel blev udlagt som større end alle lighederne (’de små forskelles narcissisme’).
Derfor handler det snarere om et bredt kulturfænomen – at omskabe sit liv ved egen anstrengelse – end om en kommunestøttet syklub med egen bestyrelse og frivillig revisor. Hvorom alt er, gav livreformbevægelsen inspiration til både det ekstreme højre og den yderliggående venstrefløj. Som bekendt er tankerne bag krøbet ind i mainstreamkulturen i dag.
Hovedvægten i den omfangsrige, mangefacetterede undersøgelse er på første halvdel af det 20. århundrede, men bogens afsluttende kapitler perspektiverer i tid.
Beskrivelsen af nazisternes samtidige inspiration fra og afstandtagen til den brogede livsreformbevægelse er ganske enkelt fænomenal og kunne snildt bære en bog i sig selv. Her trækker forfatterparret hidtil underbelyste sammenhænge frem i lyset.
Nazismen var på sin side heller ikke nogen entydig størrelse, men havde forskellige dele med appel til forskellige mennesker i en ideologisk buffet. Alene fremhævelsen af uenighederne i den allerøverste top af elitekorpset SS giver læseren sult til mere.
Fra tid til anden kunne forfatterparret have undladt en detalje eller to i den omfangsrige bog, uden at læseren havde stået ringere. Men det står mejslet i sten, at Rasmus Vangshardt og Adam Paulsen – begge litteraturhistorikere – har givet os et bundsolidt værk, der bidrager til en dybere historisk forståelse af Ekstremernes Århundrede.
[Historie-online.dk, den 18. marts 2026]
