Menu
Forrige artikel

111 steder fra Besættelsestiden, du skal se

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 580

 

En uhyre veloplagt bog om 111 steder vi mindes fra tiden med tysk besættelse. Forfatteren har kyndigt udvalgt steder, der er værd at besøge og mindes fra besættelsestiden. Bogen indgår i guidebogserien 111 steder, som du skal se. Netop denne bog er god at huske til turen ud i by og land. Nem og overskuelig, og stederne er velvalgte for den historieinteresserede

Af Michael Koch

Hvis man kender meget til besættelsestiden og har interesseret sig for tiden 1940 til 1945 længe, så får man et stort kendskab til mange steder. De steder hvor historien blev skabt, de steder der skal mindes, fordi det har kostet menneskeliv. Denne bog er dog så dygtigt sammensat, at selv de garvede kan få nye steder at besøge, at læse om, og lægge ind i deres egen mentale database over besættelseshistorien.

Hvem kender ikke mindeankeret i Nyhavn? Rytterstatuen af Christian X. ved Sankt Annæ Plads? og bygningskolossen Dagmarhus? Men henrettelsesskuret på Christianshavn, skudhullerne i Gothersgade, på Amalienborg, ved Norgesporten til Kastellet, på frimurerlogen og flere andre steder, hvor der er varige sår fra væbnet besættelse, som måske er mindre kendte.

 Rytterkongen Christian X. Som med sin daglige ridetur i København stille markerede sin, og danskernes, protest over besættelsen. Mange steder i udlandet gik myten på, at han bar en jødestjerne på uniformen, det er dog en myte, men da han gik bort, havde han et frihedskæmperarmbind liggende på kisten

Stormagasinet Buldog var et stort varehus på hjørnet Nørrebrogade og Fælledvej, men da det udbrændte totalt, er der i dag et supermarked. Det var i sommeren 1944, hvor danskerne var ved at få nok, de allierede var gået i land i Normandiet, og danskerne var på gaden. Ejeren af Buldog var tyskersympatisør, og derfor fik butikken et par flasker med brandbar væske, de såkaldte Molotov-cocktails, så det hele gik til i flammer.

 Mindemærket for fejlbombningen af den franske skole på Frederiksberg Alle står meget stærk. Rundt om langs den lave mur, er der navn og alder på alle de mange der tragisk omkom 21. marts 1945.

Der er Shellhuset med mindetavle og en afstøbning af en propel fra luftangrebet, der bombede Gestapo langt tilbage, og der er sabotagen af Always på Boyesgade, et velplanlagt angreb, hvor sabotører i bølger, med hver deres opgave, fik store solide bomber ind i fabrikken, mens arbejderne kom i sikkerhed. Det hele optaget af et radiostudie i en lejlighed overfor.  Man brugte et skæreapparat, som skar en grammofonplade, der kom verden rundt og blev spillet i radioen i flere lande - uden tyskere. 

Mindelunden er naturligvis med. Den meget vigtige kirkegård og mindeplads for alle de prægtige mennesker, der gav deres liv for Danmark i modstandskampen. Der er også mindelunden på Skæring Hede, besættelsens første massenedskydning, og monumentet for frihedskampens faldne i Randers.

Der er som sagt 111 steder medtaget i bogen, og ikke et eneste kunne undværes. Christian  Aagaaard har som historiker og museumsinspektør på Museum Dragør så meget specialviden, at hans valg af steder er rigtig godt udvalgt. Det er en værdig og solid bog over 111 steder i Danmark, som bør mindes.

Elisabeth K571 er museumskutteren tilhørende Amager Museum. Det er sejlende historie. Den blev brugt 1.. og 2. oktober 1943 til redning af jøder. Den kan ses i Dragør Havn

[Historie-online.dk, den 9. oktober 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
70 Erindringsglimt fra RUSSERTIDEN på Bornholm
Storfyrstinden
Far, hvad er fred?