Menu
Forrige artikel

En fornem vognsamling med begrænset holdbarhed

Kategori: Temaer
Visninger: 7509

 

Forleden kørte vi forbi gården Elleholm i Tjørnemarke på Møn, hvor der står en del af den hestevognsamling som Andelslandsbyen Nyvang i sin tid overtog fra Sparresholm ved Næstved. Det, vi så i Tjørnemarke, var skræmmende, fordi en del af vognene ikke bliver opbevaret forsvarligt. Da jeg har haft ansvar for samlingen i nogle år, er det anledningen til dette hjertesuk. Samlingen på Sparresholm var i løbet af en generation skabt af godsejer Preben Garth-Grüner og Peter Strauss. En del af vognene var ikke ejet af de to – men indlånt fra flere andre godser og virksomheder på Sjælland, heriblandt Henrik Haubroe til Nordfeldt, Wassard til Marienlyst, Wolff-Sneedorff til Engelholm, Wedell-Neergaard til Svendstrup gods, Holck til Næsbygaard, Medicinskhistoriske Museum, København, Skifter-Slips, København, Carlsberg Bryggeri,  Faxe Bryggeri, Kongens Bryghus, Treschow til Torbenfeldt, Moltke til Lystrup gods, Marianne Seidefaden til Dorthealyst, Wolf-Sneedorf til Grevens Vænge.  

 Et lille udsnit af samlingen der har stået under åben himmel i længere tid – og det lover ikke godt for den fornemme samlings fremtid. Til vestre ses en kornrensemaskine, en jumbe og en finere fjedervogn. Til højre en samling finere kaner. Schovsbo foto december 2020.

Da jeg var ansat på Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk og havde en fortid på Slesvigske Vognsamling og gennem en del år skrevet bøger og artikler bla. om hestevogne, stillede jeg vognene op i en nyopført hal, og vi fik Peter Strauss til at indtale historien om de enkelte vogne på en video optaget af Linie-TV betalt af Concordia fonden. Peter Strauss havde forinden udarbejdet en omhyggelig registrant sammen med unge arbejdsløse fra Langebæk Kommune, der gerne ville støtte samlingen på Sparresholm. Den registrering førte jeg senere videre, fordi vognsamlingen på Nyvang fik vokseværk og blev udvidet med indlån og gaver fra bla. Kongelige Stalde på Christiansborg og flere virksomheder og vognsamlingen på Bjergbygaard vest for Holbæk. Da jeg forlod Nyvang og vognsamlingen, var der ca 130 vogne og slæder med redskaber og andet tilbehør, brandsprøjter, modelvogne og ikke mindst rigt udstyrede seletøjskamre og værksteder (saddelmager og karetmager). Andelslandsbyen lukkede imidlertid vognsamlingen og overlod en del af vognene til Tom Kusk Jacobsen, Stege, der i forvejen havde erhvervet vogne af Nordfelt efter Haubroes død. Haubroe var med til at stifte Dansk Køreselskab, der netop havde betydning for vognsamlingen og miljøet på Sparresholm samt ikke mindst for bevarelsen af den finere dansk kørekultur sammen med arkitekt maa Ib Møller, der blev Køreforbundets første præsident.  Haubroe havde i øvrigt en del vogne stående på Nørre Vosborg ved Nissum Fjord (som hans hustru ejede) – og var meget optaget af international køresport. Han kendte Prins Phillip fra stævner i England, og jeg tror, at den nuværende ejer af Nordfelt vil kunne fortælle mange historier om faderens store passion. Den tog sin begyndelse i 1947, hvor Haubroe købte Frederik VIIs gallakupe på auktionen i Christiansborg slots stalde i forbindelse med tronskiftet.

Samlingen rummede stort set alle typer hestevogne fra 1880-1950 fra danske værksteder (især Gløy, København), hvortil kommer et par vogne fra Sverige og England. En af samlingens perler var den såkaldte kaffemølle fra ca. 1840, der formentlig er den eneste bevaret i Danmark. Den kørte gæster fra København ud til Bakken i Dyrehaven ved Klampenborg, men er desværre i meget dårlig stand. Samlingen indeholder også et stort antal erhvervsvogne, deriblandt en stor tankvogn (DDPA) til petroleum, en flyttevogn, en the-vogn, en slipse-vogn, flere bagervogne, flere bryggervogne, mælke-vogne, samt tyske og svenske militære vogne fra 2. verdenskrig. Herudover indeholder den et rigt udstyret selekammer, et saddelmagerværksted udlånt af Marianne Seidenfaden og Lars Olsens karetmagerværksted i Mern.

Samlingen var en af de mest interessante samlinger af hestevogne med tilbehør i Danmark og kunne måle sig med Nationalmuseets Vognsamling i Brede, der har været utilgængelig i en generation – og min gamle arbejdsplads: Slesvigske Vognsamling i Haderslev – der ligesom andre tidligere filialer af Museum Sønderjylland, er truet af lukning. Der er en række mindre samlinger af hestevogne på danske museer og i privat eje, men de gamle vogne trænger til at blive taget alvorligt som en del af den nationale kulturarv. Det er på tide – snart er der ikke flere tilbage.

Af Per Ole Schovsbo

Dr phil. Museumskonsulent

[Historie-online.dk, den 24. august 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
En original brandbil
Enigma - nazisternes hemmelige våben
Den store fædrelandskrig II