Menu
Forrige artikel

Skatkammer Siam

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1575

 

Udstoppede tigre, guldbuddhaer og kamæleoner på glas. Et skatkammer af forunderlige genstande fra det gamle Thailand slår nu igen dørene op for gæster!
Siamesisk Samling i Ebeltoft har i flere år været lukket. De gamle udstillingslokaler er i den tid totalrenoveret, den eksisterende udstilling af dyr og kulturgenstande er efterset og sikret for fremtiden – og en helt ny udstilling om manden bag samlingen, Rasmus Havmøller, åbner nu også.
Samlingen genopstår under navnet Skatkammer Siam.
Udstillingen åbner officielt for alle lørdag den 6. maj kl. 13, hvor den thailandske ambassadør H. E. Mrs. Sirilak Niyom klipper den røde snor, og der er anden festivitas på dagen.  

Den omfattende renovering af den næsten 100 år gamle udstilling har også mundet ud i et navneskifte fra det tidligere Siamesisk Samling til nu Skatkammer Siam – Rasmus Havmøllers forunderlige samling. Det nye og længere navn dækker over både den gamle bevarede udstilling sat op af Rasmus Havmøller selv og over den nye udstilling, der fortæller historien om eventyreren Havmøller i ord, film og billeder.

Samlingen er et skatkammer af kulturgenstande og viden og er også højt skattet af thailændere. Derfor er vi nået frem til navnet Skatkammer Siam. Det er ikke nogen hemmelighed, at det hidtidige navn Siamesisk Samling har givet anledning til forfejlede opfattelser af museet. Er det mon et museum for siameserkatte? Eller har det noget med sammenvoksede tvillinger at gøre?” smiler museumschef Jesper Bækgaard.

Museumschefen glæder sig over, at renoveringen af udstillingen er ovre, så museet kan byde gæster velkommen – nu i Skatkammer Siam.  

Samlingen bærer præg af den tid, den blev sat op i, og den gamle udstilling er en kulturhistorisk oplevelse i sig selv – og derfor bevaret i den nyrenoverede udstilling.
Samling er et wunderkammer af genstande og jagttrofæer fra det gamle Thailand. Fotokilde: Ebeltoft Byhistoriske Arkiv

En usædvanlig historie

Rasmus Havmøller fra Egsmark ved Ebeltoft rejste i 1914 til Siam for ØK, men blev senere involveret i både minedrift, etableringen af jernbanenettet og cementproduktion. Han fandt også kærligheden under de fjerne himmelstrøg og blev far til flere børn. Da det eksotiske eventyr var slut, tog Havmøller tilbage til Danmark. Han tog sin familie og samlingen med. Den periode, Havmøller boede i Siam, bliver ofte kaldt Thailands moderniseringsperiode. Landet gennemgik store forandringer, og kongen af Siam hentede mange europæer og især danskere til landet.

Derfor er Havmøllers historie ikke enestående. Men det helt særlige ved ham var, at han tog sin samling og sin familie med hjem,” forklarer Jesper Bækgaard.

På Rasmus Havmøllers tid var det almindeligt at gå på jagt efter tigere. Havmøller skød hele tre tigere i sin tid i Thailand, og et af tigerskindene hænger i den nyrenoverede Skatkammer Siam. Se tigerskind, sambohjorte og krybdyr af alle slags og dyk ned i en eventyrers oplevelser i den genåbnede udstilling. Fotokilde: Ebeltoft Byhistoriske Arkiv

Siamesisk Samling består

I Skatkammer Siam står genstandene, som Rasmus Havmøller bestemte, at de skulle tilbage i 1940, kompakt og uden forklarende tekster.

Man kunne vælge at gå nye veje og lave en nyfortolket udstilling. Men det har været vigtigt for os at bevare den gamle opsætning, selvom den med nutidens øjne kan virke rodet og informationsløs. Samlingen har dog sin egen mystik og fortælling, og opsætningen er en historisk fortælling i sig selv. Som supplement til den gamle udstilling, præsenterer vi en helt ny permanent, og mere stringent – moderne, om du vil – udstilling om Rasmus Havmøller,” forklarer museumschefen.

Under nedlukningen er alle genstande blevet nøje gennemgået af museets konservatorer, så skatkammerets gamle genstande kan holde til at blive udstillet i mange år fremover.

Bag om eventyreren og samleren Havmøller

Den nye udstilling indeholder fortællinger om samleren, hans familie og arbejde bl.a. i form af film optaget af Havmøller selv samt et lysbilledforedrag, der bygger på hans egne billeder og noter.

Som gæst får du desuden en ”nøgle” til at forstå samlingen. Gennem seks nøglegenstande kommer du helt tæt på fortællingen om forskellige aspekter af samlingen og dens betydning.

Rasmus Havmøller fandt sin store kærlighed i Siam, nemlig hustruen Boon Sri. Hun var samtidig Havmøllers adgang ind i det siamesiske samfund, og med hendes hjælp skabte han den enorme samling af kulturgenstande. Her ses Boon Sri på parrets første hjem, en lille husbåd, der sejlede op og ned på Siams floder.Fotokilde: Ebeltoft Byhistoriske Arkiv

Hjort med solbriller og fugl i gin
En vigtig del af Skatkammer Siam fortæller om Havmøllers fantastiske og forunderlige samling af eksotiske dyr og smukke kunstgenstande. Selv fagfolk bliver imponerede og forundrede over Havmøllers etnografiske samling, som er indsamlet med passion, vedholdenhed og systematik.

”Kigger man nærmere på genstandene, dukker der tit små finurligheder frem. Som når konservatorerne opdager, at en udstoppet sambohjort har fået sit øje erstattet af et solbrilleglas! Eller når et nærmere tjek af en konserveret fugl afslører, at den såmænd var konserveret i gin! Den enkelte forklaring er, at Havmøller brugte, hvad han havde til rådighed i situationen,” fortæller Lea Glerup Møller, der er museumsinspektør og en af tre tilrettelæggere af den genåbnede udstilling.

”Solbrilleglasset er en del af historien, og glasset erstattes selvfølgelig ikke af et mere naturligt glasøje!”

Samlingen rummer flere truede eller uddøde dyr og fugle og vil ikke kunne opbygges i dag på grund af regler for køb og salg af truede dyrearter.

[Historie-online.dk, den 16. april 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Farveflor - Broderi i 90 år
Ragnarock udstiller TV-2s lydstudie
Give-Egnens Museum 50 år