Historiens Aktører 78 - Svend Billesbølle
Eventyrernes tid er forbi, når det gælder opdagelsesrejser på denne planet. Der er biler og mobiltelefoner overalt, og selv udstrakte førhen utilgængelige områder som regnskove og havet er indtaget af menneskelig aktivitet. Men for omkring 50 år siden var der stadig noget at opdage, både når man rejste og ikke mindst sejlede ud i den store verden. Danmark har haft en tradition for folk, som valgte at sejle jorden rundt i sejlfartøjer. Knud Andersen, som er omtalt i aktører nr. 23, og Carl Nielsen sejlede jorden rundt. Den sidstnævnte med ”Nordkaperen”, som senere blev købt af Troels Kløvedal og var hans og hans medsejlendes adgang til store oplevelser i den del af verden, som kunne besejles. Det blev der en række rejsebeskrivelser ud af, og Kløvedal og de andre jordomsejlere har været gode iagttagere, som har beskrevet naturfænomener og fremmede folks levevis og nydt godt af den gæstfrihed, som eksisterede før turisme blev en levevej.
En af de jordomsejlere som i sin tid vakte opmærksomhed var Svend Billesbølle, dels fordi han var alene om bord, dels fordi han sejlede i små fartøjer. Han var lastbilmekaniker i Undløse på Sjælland, familiefar, men da han blev pensionist som 65-årig, startede han sin første jordomsejling i 1982 og vendte først hjem i 1995. Han skrev tre bøger og mange artikler om sine oplevelser. Blandt langturssejlere var han et ikon. For andre var han et bevis på, at man kunne vælge friheden, komme væk fra hamsterhjulet og leve for små penge ude i verden. Hans sidste bog slutter med konklusionen: ”Verden er min, men den er også din, hvis du vil.”
Da han i 1986 havde sejlet jorden rundt, meldte spørgsmålet sig hvad nu? Skulle han sejle videre? Han var gift, og forståeligt nok stillede hans kone et ultimatum: Det er nu enten båden eller mig. Det blev båden. Billesbølle sejlede videre. Det blev til endnu en jordomsejling. Den frihed, han nød, havde en bagside, nemlig ensomhed. Det var et vilkår som ”singlehander”. Det var ikke af princip, han var ”singlehander”, men han sejlede i både, som var for små til flere voksne personer. Han havde dog i en periode en dreng fra Sri Lanka med om bord, og det gik rigtig godt. Til gengæld var afskeden, da den kom, slem.
Hans første båd, en 23 fods Leisure, forliste han med i Middelhavet på den tunesiske kyst, og da pengene var små, måtte han anskaffe sig en endnu mindre båd. Det blev en 18 fods Lynæs jolle, dvs. en bådlængde på 5,5 meter. Med den sejlede han videre. Det er en stor udfordring at leve på så lidt plads og klare sig under vanskelige forhold. Billesbølle mestrede det enkle liv og var en dygtig sejler, og Lynæsjollen en sødygtig båd, hvis linjer var formet af en bådebygger efter generationer af nordsjællandske fiskeres erfaringer med havets kræfter. Engang i en naturhavn på en ø i Stillehavet sejlede han hen til en større lystjagt, der lå for anker og lagde sig på siden af den. Han blev inviteret om bord, og der blev snakket om skibe og farvande og oplevelser. På et tidspunkt sagde skipperen på yachten, at det var en fin båd, han var kommet sejlende i, men hvor var hans skib? Jollen er min jordomsejler, kunne Billesbølle svare. Alle måbede og troede det var en skipperløgn, men det var det ikke.
Svend Billesbølle med sekstant undervejs på sin sejlads jorden rundt, privatfoto
I 12 år sejlede han rundt. Han blev æresmedlem af Foreningen til Langturssejladsen Fremme. Han blev overalt vel modtaget, hvilket hang sammen med at han kom i en lille båd og selv var et beskedent og venligt menneske. Han ejede heller ikke noget, der var værd at stjæle og tog tilværelsen, som den kom. Men alderen begyndte at gøre sig gældende. Han fik problemer med balancen, og det var et klart signal om, at det var ved at være tiden at gå i land. Han sejlede hjem til Danmark og slog sig ned i Holbæk, hvor flere af hans børn boede. Lynæsjollen, ”Stormy II”, skænkede han til Danmarks Museum for Lystsejlads. Museet er p.t. blevet hjemløs i Svendborg, men finder forhåbentlig et nyt sted. Hans båd er en påmindelse om sandheden i den gamle regel ”travel far, travel light”. Billesbølle døde i 2013 i Holbæk.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 22. juni 2026]